Ja, jeg må jo så nok indse, at min blog ikke står højest på min kan-ikke-leve-uden-liste, desværre. Jeg er for doven til, at opdatere den, fordi den egentlig aldrig passere mine tanker, og så fordi jeg… Ja, jeg er doven. Mege doven. Helt utroligt doven. Nemlig.

Jeg gider ikke engang sige, at jeg vil give det en chance, og forsøge at blogge noget mere, for jeg ved ligeså godt som I gør, at det nok næppe sker. Jeg har sagt det så mange gange, om ikke andet så for, at få mit eget håb op, men det er aldrig sket. Jeg kunne ligeså godt slette den, men jeg er alligevel lidt for glad for den, må jeg nok erkende. Suk.

Hvad har jeg så brugt min dyrebare tid på, hvis jeg ikke har været på WordPress? Jo, ser I… Jeg har langt om længe fået oprettet mig på Tumblr, og bruger nu stort set hele min dag derinde, og reblogger alle mulige syge ting. Eller, syge og syge, så vidt jeg ved, fejler Avenged Sevenfold intet, men altså! Jeg er helt opslugt af den side, jeg kan slet ikke lade den gå… Den har overtaget mit liv!

Roder jeg ikke rundt på Tumblr, så går det udover Twitter, Facebook (dog ikke i så stor en grad… Det er ved, at blive kedeligt!), DeviantART, LiveJournal (og andre steder, man kan læse fanfictions på), HesteGalleri og KillHannahKollective. Mit liv er kedeligt.

I weekenden løsrev jeg mig dog en smule (ikke særlig meget, men en smule!), da jeg var ude ved mine kære storebrødre og Mættøh. Selvfølgelig sad vi mast op af vores computere hele tiden, men det var nu meget hyggeligt alligevel. Vi fik spillet en masse Left4Dead – både 1′eren og 2′eren – og set en masse latterlige videoer på YouTube. Super nice. Ellers, så fordrev vi tiden med hvert sit.

Nu vi er ved Left4Dead… Jeg tror jeg har spillet for meget af det, for her i nat lå jeg – for engangs skyld – og drømte om zombier. Der kom en helt enorm horde på et ned styrtet fly, der egentlig var et hospital fuld af sårede mennesker, og jeg pløkkede dem fucking alle sammen. Det mest deprimerende var dog, at Synyster Gates selvfølgelig fik sig sneget ind i min drøm også. Desværre, var det som zombie. Så jeg skød ham. I har ingen anelse om, hvor dårligt jeg har det med det! Jeg tror et eller andet sted, at jeg ville fortrække, han åd min hjerne i stedet. Det ville i det mindste være lidt mere romantisk, synes I ikke?

Min mave rumler som én i fucking helvede, men gider jeg gå nedenunder og finde noget mad? Selvfølgelig ikke. Jeg er doven. Alt, alt, alt for doven. Jeg burde måske egentlig, for så kunne jeg også lige snakke med mor, om de Avenged Sevenfold ting, jeg gerne vil have bestilt. Hun har sagt go for det, fordi der er tilbud på det meste (man kan få en T-shirt til 5$!), så… Det kunne vi ligeså godt fikse nu, så jeg hurtigt kan få fingrene i det! Mums!